Open Close

HVAD FORSTÅR OG FORTÆLLER VI SOM Ø?

Energiakademiet i går, i dag og i morgen: Velkommen til en artikelserie, der også bringes i Samsø Posten, og over flere omgange forhåbentlig kan gøre os alle en anelse klogere på hvad der sker på Energiakademiet og kommunikationsfronten.

– af Malene Lundén

I 20 år har Samsø Energiakademi arbejdet med konsekvenserne af klimaforandringer. De kan opfattes og forklares forskelligt alt efter hvem der fortæller, og hvad den enkeltes viden og erfaring indeholder af fakta.

Konsekvenserne af klimaforandringerne er ikke ment som en fabel a la “ Ulven kommer ”. Ulven er her allerede, og hvordan forstår vi det så i dag, 20 år senere? Hvorfor var det lige at den danske regering udarbejdede en konkurrence om hvilket isoleret område i Danmark, der på 10 år kunne blive selvforsynende med vedvarende energi?

’Husker vi på årsagen så virkningen ikke bestemmer?’

Energiakademiets eksistensgrundlag i dag er, at Samsø blev udnævnt til Danmarks vedvarende energi Ø. Grundet klimaforandringerne på globalt plan var opgaven dengang at et isoleret område skulle udarbejde en energiplan for områdets ressourcer som vind, – sol og biomasse.

Arbejdet bestod i at man kunne måle og veje alt hvad der gik ind af energi og alt hvad der gik ud af energi fra eksempelvis en ø. Hvis det viste sig at en ø i Danmark kunne blive selvforsynende med alternativ energi, kunne andre lande og steder følge efter.

Kaster vi et nøgternt blik på hvad Energiakademiet arbejder med til dagligt, arbejder vi stadigvæk med konsekvenserne af klimaforandringerne. Den dagligdag har skabt stor respekt og anderkendelse og er blevet en afgørende faktor i vores projektkatalog, som hele tiden giver nye netværk og nye projekter i verden.

Historiske tiltag gjorde udslaget

Heldigvis for Samsøs status som Danmarks vedvarende energi Ø er der rigtig mange andre afgørende konsekvenser af de affødte klimaforandringer: bl.a. at Danmark i 70’erne ville udfase fossile brændsler grundet oliekrisen, og at der i den periode var politikere, som agerede på forkant og skabte brede, historiske energiforlig på tværs af partierne. Det blev synligt i de nationale tilskudsordninger.

Et af mange tiltag dengang var udarbejdelsen af en demonstrationsmodel, som vi på Samsø er så stolte af, nemlig ’Danmarks vedvarende energi Ø’.

De historiske tiltag fik særlig betydning på COP 3 mødet i Kyoto i 1997. Danmark huskede nemlig stadigvæk 60’ernes folkelige bevægelser i mod atomkraft, og oliekrisen 70’erne. Energikriserne stimulerede til forandring af teknologier og alternative løsninger, der blev afgørende for hvordan Danmark kunne reducere co2 udledningen.

’I december 1997 i Kyoto, Japan, blev Kyoto-protokollen vedtaget på den 3. partskonference. Det indebar at den danske regering besluttede at skære 21% procent af CO2 udledningen.’ Kilde: Berlingske Research. Udarbejdet år 2009

Hvis Samsø dengang havde sagt at hver samsing skulle skifte deres oliefyr ud på grund af klimaforandringernes konsekvenser, var den lokale bevægelse og opbakning stoppet lige der. Det var for abstrakt – hvorfor skulle den enkelte samsing gå forrest for at redde jorden?

Kommer tid kommer råd

På Samsø Miljø og Energikontor gav man ikke bare op fordi kommunikationen var udfordret og motivet for at få alle med svært at finde. At konsekvenserne af klimaforandringerne ikke fik lokalbefolkningen med resulterede i stedet i en ny overskrift, som viste sig at virke: “Hvad får jeg ud af at skifte energikilde? “

I vores sparsomme viden om hvor afgørende kommunikation er, begyndte vi at fokusere og lære hvordan dette kunne gøres for få midler og med sparsomme ressourcer. Skønt konsekvenserne af klimaforandringerne ikke var nogen motivation for den enkelte samsing, stod Samsø i de første 10 år alligevel helt fremme i bussen når det kom til omstillingen, for den skabte arbejdspladser og autonomi.

Kommunikationen på Samsø kom dengang til at handle om andet end konsekvenserne, her nævner vi fire bud:

TIDSLINJE FOR SUCCESERNE 1997 – 2007

¥       Samsø fik ny viden om alternativer energiløsninger

¥       Samsø fik stærkere lokaløkonomi

¥       Samsø fik nyt tankesæt

¥       Samsø fik verdens opmærksomhed

Det har med garanti været en meget fornuftig handling at Samsø på kun 10 år både har kunnet samarbejde indadtil og udadtil ved at holde fast i en kommunikationsstrategi om, at Danmarks vedvarende energi Ø i sidste ende handlede og handler om konsekvenserne af klimaforandringer.

I det næste stykke tid vil Energiakademiet invitere dig med på læsestof som bringes i Samsø Posten, der forhåbentligt kan give dig indblik i hvad der arbejdes med og hvor udfordringerne ligger. Det gør vi fordi Energiakademiet gerne vil blive klogere på hvad og hvordan vi fortæller om både Samsø og Energiakademiet.