Anden nedtælling til Grøn Ambassade den 25 maj: Hør nu, foregangsland – det her går altså ikke!

I anledning af Grøn Ambassade som Samsø Energiakademi i samarbejde med Klima- og Energiministeriet og State of Green afholder på KLUB i København den 25 maj, bringer vi her akademiets spritnye nyhedsbrev i brudstykker, der ligesom ambassaden ser på civilsamfundets rolle i fremtidens klimakamp.

I nyhedsbrevet bad vi professor Frede Hvelplund, tidligere klimakommissær og  formand for Concito Connie Hedegaard, kunstner og studerende Madeleine Kate McGowan og lektor ved DTU John Holten Andersen om at forholde sig til civilsamfundets stemme.

I denne bid ser Connie Hedegaard på ngo’erne og den nye medievirkelighed, mens Frede Hvelplund lader talen falde på det nødvendige generationsskifte:

Connie Hedegaard har ligesom John Holten Andersen bemærket at ngo’erne har svært ved at få momentum i pressen, og at den digitale medievirkelighed stiller nye krav til afsenderen:

”I gamle dage risikerede ting, der gik skævt at skylle ud over medierne, men nu er der så mange medier og platforme at der ikke rigtig kommer det samme, store skred. I dag skal budskabet være virkelig præcist og fængende for at brænde igennem, og her er det svært at sætte dagsordenen for aktivisterne. Mange i medierne synes allerede at det der med klima, det har vi jo allerede hørt om. Så folkebevægelserne mangler at kigge på deres mediehåndtering og finde nogle nye vinkler, der kan mobilisere læserne og gøre dem til potentielle aktivister og give dem en positiv vision.

Man må sige ’hey foregangsland, det her går altså ikke, nu skal vi vise jer et alternativ!”

Connie Hedegaard mener dog ikke at aktivismens krise ligger i, at ngo’erne er blevet for store, tværtimod: ”Jeg synes det er vigtigt at aktivismen også kan få tyngde igennem store foreninger, der kan skabe en reel modvægt til at de instanser, der forsøger at bremse klima-arbejdet.

Ngo’erne er presset økonomisk p.g.a færre bevillinger, mens dem man typisk er oppe imod, har oprustet, og det får klimabevægelsen til at tabe momentum.”

Generationsskiftet skal ikke være et stafetløb

En anden ting, der kan gøre genfødslen af en ny og mere aktivistisk miljøbevægelse besværlig, er det generationsskifte, man står overfor. Mange af dem, der i 70’erne var med til at opdyrke det aktivistiske miljø i civilsamfundet, går snart på pension. Men hvordan står det egentlig til med den aktivistiske ånd hos de unge? 

”Hos Noah har vi en meget aktiv ungdomsgruppe, der har taget involveringen op på et helt nyt niveau. De sørger simpelthen for at de nye, unge medlemmer bliver genopdraget ude i skoven og lærer at tænde bål og sove under åben himmel. For som de siger: vi bliver de nødt til at kende den natur, som vi kæmper for. Og mange unge i dag har aldrig nogensinde lavet deres eget bål, eller fanget en fisk”, fortæller John Holten, som er begejstret for denne nye kampånd, som han ikke kunne få øje på for bare 10 år siden:

”Jeg er faktisk ikke enig i, at der ikke er mange gode ting i gang indenfor aktivismen. Man hører bare aldrig om dem i medierne. De sociale platforme er i stedet blevet et vigtigt redskab, som de unge benytter i udbredelsen af deres budskaber, og der kan min generation desværre ikke rigtig være med. Vi må bare være der som kustoder og klappe dem på skulderen og øse af vores erfaringer.”

Frede Hvelplund er professor på Aalborg Universitet ved institut for planlægning, og som forsker indenfor energi, miljø og klima er hans primære opgave at stille viden til rådighed, som civilsamfundet kan bruge. Han mener at klimakrisen er så alvorlig, at man har brug for alle hænder:

”Klimakampen er ikke et stafetløb, hvor man bare overbringer faklen til de unge. Problemet er så stort, at alle generationer skal arbejde på det her, for der er både brug for de unge og dem med erfaring. Vi behøver et generationssamarbejde, for der er ikke tid til at hver generation opfinder den dybe tallerken.”

Foto: Magnus Fröderberg, Wikipedia