Kære netværk
Vi vil gerne fortælle dig om Energiakademiets sidste nye begivenheder, projekter og samarbejder lokalt på Samsø, nationalt og globalt.
Det er med stor glæde og spænding, at vi for anden gang afholder Energiakademiets globale symposium ”From Next to Best Practice”. Det sker den 18.-20. september 2013 på Samsø og i år med overskriften: ”Local reduce & the commons”. Symposiet henvender sig til vores nærende netværk, som er stort og bredt, lokalt og internationalt. Vi beder deltagerne om at komme med en vision for de næste års samarbejde og håber, der vil komme gode ideer til områder, vi skal fokusere særligt på for at styrke vores indsats og netværk.
Alle med interesse i lokal udvikling og Energiakademiets vision 2.0 er velkomne, og vi har kun plads til 40 deltagere, så det er først til mølle.
Læs mere Vi håber, at nyhedsbrevet vil give dig inspiration til nye projektidéer og fællesskabsprojekter – lokalt, nationalt og globalt.
Energiakademiet ønsker alle i netværket en rigtig god sommer!
Direktør Søren Hermansen og daglig leder Michael Larsen
LOKALE PERSPEKTIVER
Elbildagen
Lene Skafte Bestmann
Energiakademiet dannede ramme om Danmarks største elbildag den 11. maj 2013.
Stort set alle elbiler på det danske marked var repræsenteret på dagen, der var godt besøgt. Mange fik prøveture og en snak om elbiler, elcykler, elbusser og elgolfbiler. Elbiler indgår i planen for Samsø som Fossilfri Ø. Dagen blev realiseret i et tæt samarbejde mellem Samsø Kommune, Energiakademiet og Transportgruppen, som er frivillige kræfter fra Samsø, der stiller deres netværk og erfaring til rådighed. Udstillerene var begejstrede for den positive stemning, de mødte på Samsø. Læs mere
Vil du spare energi i din butik og dermed penge?
Michael Kristensen
Energiakademiet deltager i EU-projektet ”Night Hawks”, der skal finde energibesparelser i butikker. Henvendelser ønskes.
Energiakademiet søger butiksindehavere, som er interesserede i en gratis gennemgang af energiforbruget i butikken (el, vand og varme), gerne i samarbejde med fjernvarmeværkerne på Samsø. “Det er som regel muligt at finde mellem fem og 20 procents energibesparelser,” siger Michael Kristensen, der har udført over 100 energitjek i samske boliger.
Projektets navn ”Night Hawks” (Natteravne) antyder, at gennemgangen af energiforbruget kan ske efter lukketid. Efter gennemgangen modtager butikken en liste med spareforslag og en beregning af besparelsen i kroner og øre. Tilbuddet gælder dagligvarebutikker og butikskæder samt store og små detailbutikker. Interesserede kan henvende sig til Michael Kristensen eller Jan Jantzen fra Energiakademiet.
Projektet startede med et besøg i et butikscenter på Øland i Sverige. “Vi fokuserer på køling (madvarer og indeklima), belysning, ventilation og varme,” udtaler Roger Gunnarsson, energivejleder fra det svenske Energikontor Sydost, der koordinerer Night Hawks, som har deltagere fra otte lande.
Set med samske øjne, så bidrager projektet til at opfylde Samsøs energiplaner (Samsø 2.0), og alle ”Night Hawks”-deltagerne besøger Samsø i starten af oktober 2013. De bliver et par dage for at hjælpe med at udvælge de typer af besparelser, som er nemmest at gennemføre. Projektet slutter i oktober 2015.
Ny udstilling om Samsø 2.0 på Energiakademiet
Malene Annikki Lundén
Vi har fornyet den sidste udstilling, som blev iværksat i 2007.
Energiakademiet blev bygget af Arkitema i 2007, og dengang illustrerede vores udstilling, hvilke resurser der var blevet brugt, for at Samsø kunne blive selvforsynende og kalde sig Danmarks Vedvarende Energi-Ø. Nu slår Energiakademiet dørene op til en ny udstilling, som skal formidle Samsø 2.0 via videoer om, hvordan Samsø iværksætter omstillingen mod at blive et fossilfrit samfund. Vi formidler ikke kun om energi, men også om ejerskab, lederskab og fælleskab. Kom og besøg os og oplev forandringen.
NATIONALE PERSPEKTIVER
Undervisningsafdelingen på Energi Camp og Energi Safri har skrevet kapitel til en ny grundbog i pædagogik
Malene Annikki Lundén
Det er med stor glæde, at Energiakademiets helhedslæring om bæredygtighed i børne- og ungdomshøjde er med i bogen ”Håndbog til pædagoguddannelsen. Ti perspektiver på pædagogik”, som udkommer på Hans Reitzels Forlag.
Energiakademiet har den sjoveste og mest levende platform for undervisning og skoletjeneste med Energi Camp og Energi Safari. Gennem fem år har vi sammen med cirka 10.000 skoleelever, som bestiller et undervisningsforløb, arbejdet intenst med at få naturfag og teknologi til at svinge sammen bæredygtighed. Det har redaktørerne Trine Ankerstjerne og Stig Broström af den nye grundbog lagt mærke til. Vores kapitel hedder
”Værksted, natur og teknik. Læren om bæredygtig udvikling og uddannelse.”
Energiakademiet deler erfaringer med Refshaleøen i København
Søren Hermansen
Energiakademiet har indgået en samarbejdsaftale med SE Big Blue og Refshaleøen. Samarbejdet skal styrke Refshaleøens intention om at være et spændende sted, hvor innovation og oplevelser kan gå i spænd med en bevidst grøn plan for fremtidens brug af området. Energiakademiet forventer at få en ”grøn ambassade” i København, hvor nationale og internationale relationer kan mødes på en slags ø.
Samsø Energiakademi mangler plads
Michael Larsen
Energiakademiet er et fælles mødested og forsamlingshus for bæredygtighed.
Energiakademiet har allerede i mange år haft rigtig mange aktiviteter året rundt med besøgende fra ind- og udland samt samarbejder med uddannelsesinstitutioner, organisationer og virksomheder i Danmark og resten af verden. Udviklingsstrategien for Energiakademiet handler derfor samlet om grønne uddannelser, satellit øer og -byer samt partnerskaber lokalt og internationalt. Et nyt fælles mødested vil være afgørende for at realisere vores strategi og ikke mindst for, at Samsø fortsat kan være rollemodel som et bæredygtigt lokalsamfund.
Det nye mødested, Samsø Energi Hotel, placeres ved Energiakademiet og de nye faciliteter med overnatningsmuligheder og møderum skal supplere de eksisterende tilbud på Samsø. Samsø Energi Hotel, der består af en række lokale firmaer og organisationer, har i samarbejde med LAG Læsø, Samsø og Ærø samt Samsø Kommune igangsat udarbejdelsen af konceptudvikling og prospektmateriale.
Energiakademiet – et oplysnings- og formidlingssted
Michael Larsen
Energiakademiet formidler om forandringsprocesser og bæredygtighed
Et af Energiakademiets fokusområder er oplysning og formidling, og vi tager udgangspunkt i de rigtig mange gode resultater fra Danmarks Vedvarende Energi-Ø. Samtidig er Energiakademiet og Samsø Kommune også i gang med Samsø Fossilfri Ø 2030, som skal gennemføres med lokal forankring og altså i samarbejde med befolkningen på Samsø.
Energiakademiet fortæller om udviklingen frem til i dag og også om Samsøs fremtid til besøgende fra ind- og udland og gennem vores deltagelse i arrangementer og konferencer nationalt og internationalt. Energiakademiet har cirka 5000 gæster årligt til korte besøg, guidede ture og/eller undervisning. Gæsterne er alt fra folkeskole- og gymnasieelever til studerende, forskere, politikere, offentligt ansatte, tekniske faggrupper, energiturister og sommerbesøgende. Målet er at formidle og oplyse om Energiakademiets arbejde og de samarbejdsprocesser, der skaber bæredygtig samfundsforbedring.
Ny film om Samsø 2.0: ”FÆLLESKABER”
Søren Hermansen
Anne Katrine Hornemann, arkitekt og byudvikler, er sammen med en filmproducent i gang med en dokumentarfilm om fællesskaber, der har realiseret innovative fysiske miljøer og projekter i Danmark netop, fordi de var et fællesskab, Samsø Vedvarende Energi-Ø er et af eksemplerne. Filmen er støttet af Statens Kunstfonden.
GLOBALE PERSPEKTIVER
Samsø er med i Smilegov
Michael Larsen
SMILEGOV er et nyt EU-projekt, som skal hjælpe ø-samfund med at fokusere på vedvarende energi og bæredygtighed som drivkraft for fremtidens liv og aktivitet på øerne.
SMILEGOV bygger på erfaringer fra IslePact projektet. Læs mere, hvor 62 europæiske øer udviklede bæredygtige energiplaner samt konkrete projekter. SMILEGOV’s målsætning er at forbedre en effektiv gennemførelse af bæredygtige energihandlingsplaner for europæiske øer ved hjælp af internationalt, nationalt, regionalt og lokalt samarbejde.
Et aktivt samarbejde er en af de vigtigste forudsætninger for konsekvent og effektiv bæredygtig energiplanlægning på lokalt niveau. Specielt når det drejer sig om ø-samfund viser det sig at være afgørende for en velbalanceret udvikling, resurseforvaltning, økonomisk vækst og livskvalitet for medborgere og gæster.
Samsø samarbejder med Region Gotland og Öland i et fælles delprojekt med det formål at øge vidensudvekslingen mellem de forskellige grupper af øer, som vil deltage i projektet. Med hjælp fra de tre øers forskellige erfaringer identificeres prioriterede sektorer, gode eksempler, strategiske retningslinier m.m. Energiakademiet leder delprojektet.
Afrika – det bli’r bedre dag for dag
Malene Lundén
Energiakademiet var i februar på udveksling i Kufunda Learning Village i Zimbabwe, som vi har samarbejdet med i mange år. Vores fokus denne gang var at udveksle erfaringer og viden om, hvordan vi kan skabe lokalsamfund (”communities”) på vilkår, der er betinget af folkeligt ejerskab og uden støtte fra Nationale ordninger. Vi har sat tre små projekter i spil.